Høring over anbefalinger
Materialet til denne høring består af:
- Anbefaling om nem og ensartet adgang til vandforbrugsdata
- Anbefaling om nem og ensartet adgang til fjernvarmeforbrugsdata, herunder:
Ø Et addendum, der følger op på uafklarede elementer i anbefalingen, med en dertilhørende branchestandard, fordi varme-DUG’en anbefaler, at justeringer på området bør implementeres på baggrund af en frivillig branchestandard.
- Materiale fra Tværgående Arkitektur og Udvikling (TAU): I udarbejdelsen af anbefalingerne er DUG’ernes beslutninger blevet oplyst af analyser, som er udarbejdet i TAU, herunder i relation til digital infrastruktur og samtykkeløsning. Disse analyser er samlet i ”Redegørelse for etablering af digital infrastruktur for deling af vand- og fjernvarmeforbrugsdata (TAU- leverance 1.2, 7.1 og 7.2)”.
Oversigt over vedlagt materiale fremgår nederst i nyheden.
Anbefalingerne fra henholdsvis vand-DUG’en og varme-DUG’en forelægges Forum for Forsyningsdata til endelig godkendelse den 2. december 2026. Vand- og varme-DUG’erne har i den forbindelse ønsket, at anbefalingerne sendes i åben høring på vegne af DUG’erne med henblik på at indhente relevante aktørers perspektiver og input forud for FFDs godkendelse. Høringssvarene vil således bruges, til at kvalificere drøftelsen i FFD.
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til materialet på et webinar den 17. november 2026 kl. 15.00–16.00. Webinaret kan tilgås via Teams her.
Medlemmer af DANVA, Danske Vandværker og Dansk Fjernvarme bedes fremsende deres bemærkninger til deres respektive brancheorganisation frem for direkte til fdp@ens.dk. Brancheorganisationerne sammenfatter herefter de indkomne høringssvar som grundlag for organisationernes respektive positioner og til brug som input til FDP-programmet.
- Medlemmer af DANVA bedes fremsende høringssvar til danva@danva.dk senest den 23. november 2026 kl. 12.00.
- Medlemmer af Danske Vandværker bedes fremsende høringssvar til info@danskevv.dk senest den 23. november 2026 kl. 12.00.
- Medlemmer af Dansk Fjernvarme bedes fremsende høringssvar til skj@danskfjernvarme.dk senest den 23. november 2026 kl. 12.00.
Øvrige interessenter kan fremsende høringssvar direkte til fdp@ens.dk senest den 25. november 2026.
Det bemærkes, at hvis anbefalingerne godkendes i Forum for Forsyningsdata, så forelægges de til politisk stillingtagen. Om og hvordan anbefalingerne sidenhen implementeres, vil afhænge af denne politiske stillingtagen.
Forsyningsdigitaliseringsprogrammet
Forsyningsdigitaliseringsprogrammet (FDP) er vedtaget som en del af "Aftale om en ambitiøs og ansvarlig strategi for Danmarks digitale udvikling", også kaldet Digitaliseringsstrategien, af 8. februar 2024, og programmet blev genbekræftet af den nuværende regering i september 2026. Programmet er etableret som et offentligt-privat partnerskab med deltagelse af forsyningssektoren og anvendere og har til formål at fremme brugen af data i og fra forsyningssektoren. Hver sektor (el, vand og varme) har deres egen dataudviklingsgruppe (DUG), som udarbejder anbefalinger til det overordnede organ Forum for Forsyningsdata (FFD). Se medlemmer af FFD her. Forummet leverer bl.a. oplæg til myndighederne om løsninger, der kræver ændret regulering eller politisk stillingtagen. Læs mere om FDP’s organisering og formål her.
Identificeret udfordring
I modsætning til elområdet er adgangen til forbrugsdata på vand- og fjernvarmeområdet i dag mere besværlig og uensartet. Kundens adgang til egne forbrugsdata varierer betydeligt og afhænger i høj grad af den installerede målertype, samt hvordan det enkelte forsyningsselskab stiller data til rådighed. Det betyder, at nogle kunder har adgang til timeopløste forbrugsdata, der hjemtages dagligt, mens andre selv må aflæse deres målere eller kun får adgang til forbrugsdata i forbindelse med den månedlige, kvartalsvise eller årlige afregning. Den uensartede dataadgang gør det vanskeligt for både private kunder, større bygningsejere og virksomheder at anvende forbrugsdata til at optimere deres forbrug, eksempelvis gennem tidlig opdagelse af lækager og anvendelse af energistyringssystemer. For tredjeparter, der i dag på anmodning af kunden benytter data til fx at overvåge og optimere forbruget, er dataadgangen ligeledes udfordret, da de skal integrere med flere forskellige systemer, og dataindhentningen ofte kræver manuelle udtræk. Dette øger kompleksiteten og begrænser mulighederne for at udvikle og udbrede løsninger til overvågning og optimering af forbrug.
Identificeret løsning
De identificerede udfordringer har dannet grundlag for anbefalingerne fra vand- og varme-DUG’erne om nemmere og mere ensartet adgang til forbrugsdata. Anbefalingerne har til formål at sikre kunderne nem og ensartet adgang til egne forbrugsdata samt mulighed for nemt at dele disse med relevante tredjeparter på baggrund af samtykke.
Der er variationer imellem anbefalingerne fra vand- og varme-DUG’en, men begge anbefalinger anbefaler følgende tiltag:
Hjemtagning og udstilling af ensartet data
Vand- og fjernvarmeselskaberne skal stille forbrugsdata til rådighed på timeniveau med daglig opdatering for deres kunder samt til tredjeparter efter anmodning fra den enkelte kunde. Dataudvekslingen skal ske på baggrund af fælles datamodeller og API-standard, som udvikles i regi af Forsyningsdigitaliseringsprogrammet. Dette vil reducere omkostningerne ved udvikling af databaserede it-løsninger til overvågning og styring af forbruget og dermed gøre løsningerne billigere for kunderne. Specifikke krav uddybes i varme-DUG’ens branchestandard under afsnit 5 og i vand-DUG’ens anbefaling under afsnit 7.
Gradvis udrulning af fjernaflæste målere
Målere, der ikke understøtter ovenstående krav, skal omkonfigureres eller udskiftes, når de eksisterende målere har udtjent deres levetid. Det indebærer, at mekaniske målere og målere, der anvender drive-by-teknologi, skal udskiftes med fjernaflæste målere. Det vurderes, at klart størstedelen af målerne i varmesektoren allerede opfylder kravene, mens det samme gør sig gældende for ca. halvdelen af målerne i vandsektoren. Det skal i den forbindelse bemærkes, at udskiftningen til fjernaflæste målere allerede er i gang i store dele af vandsektoren. Udskiftningen af målere sikrer, at alle vandselskaber fremover kan udlevere forbrugsdata med timeværdier og sikre dermed optimale vilkår, for overvågning og optimering af forbrug.
Etablering af statslig it-infrastruktur
Vand- og varme-DUG’erne anbefaler, at der etableres én fælles statlig it-infrastruktur, der understøtter håndteringen af samtykke, kundens adgang til egne data og tredjeparters adgang til data på baggrund af samtykke. Forbrugsdata og stamdata forbliver som udgangspunkt hos de enkelte forsyningsselskaber. Alternativet er en decentral model, hvor de enkelte forsyningsselskaber og deres leverandører selv udvikler løsninger til håndtering af samtykke og udveksling af data, hvilket vand- og varme-DUG’erne ikke anbefaler. Mere udførlige beskrivelser af scenarier for infrastruktur fremgår af Redegørelse for etablering af digital infrastruktur for deling af vand-og fjernvarmeforbrugsdata (TAU- leverance 1.2, 7.1 og 7.2).
Forsimpling af reglerne vedr. samtykke til deling af forbrugsdata
DUG’erne anbefaler, at der skal laves tilpasninger i vand- og varmeforsyningsloven, således at det fremgår, at forsyningsselskaberne er forpligtet til at videregive forbrugsdata fra hovedmåleren efter anmodning fra deres kunder, uanset om kunden også selv er slutbruger af forsyningen eller ej. Det vil sikre, at en bygningsejer som udgangspunkt kan dele forbrugsdata med tredjeparter, så længe der er tale om legitime formål i relation til driften af deres bygning. Dette uddybes i: Juridisk vurdering af de tre modeller for implementering af infrastruktur til deling af vand- og fjernvarmeforbrugsdata.
Implementering
Varme-DUG’en anbefaler, at løsningen fsva. udstilling af data og udskiftning af målere implementeres gennem en frivillig branchestandard, og at implementeringen sker gradvist under hensyntagen til fjernvarmeselskabernes størrelse og kundens varmeaftag. En mere udførlig implementeringsplan fremgår af varme-DUG’ens branchestandard.
Branchestandardens tidsfrister for håndtering af samtykke og udstilling af data via API fastsættes i forhold til idriftsættelsen af den fælles infrastruktur, så selskaberne ikke skal etablere funktionalitet, der senere erstattes af den fælles løsning.
Vand-DUG'en anbefaler, at løsningen vedrørende udstilling af data og udskiftning af målere implementeres gennem regulering for at sikre en ensartet implementering på tværs af sektoren. Det er i udgangspunktet Vand-DUG'ens vurdering, at alle alemene vandforsyninger, uanset størrelse, bør omfattes af de beskrevne krav. Uanset den konkrete implementeringsmodel vurderes det væsentligt, at de nødvendige omkostninger forbundet med løsningen kan takstfinansieres.
Økonomiske betragtninger
DUG’erne anbefaler, at der sikres hjemmel i relevant lovgivning til, at forsyningsselskabernes omkostninger forbundet med implementering og drift jf. anbefalingerne kan finansieres fx via taksterne eller målergebyrer. DUG’erne har tidligere været forelagt økonomiske notater, som afdækker enkelte gevinster og omkostninger forbundet med anbefalingerne. Notaterne er fortsat under konsolidering, hvorfor de ikke fremgår af dette materiale.
Bilag
|
Produkt |
Titel |
|
Varme-DUG’ens anbefaling: |
|
|
Bilag: |
|
|
|
|
|
Vand-DUG’ens anbefaling: |
Anbefaling om nemmere og ensartet adgang til vandforbrugsdata (Godkendt i vand-DUG november 2026) |
|
TAU leverance: |
|
|
Bilag: |
|
|
|
|
|
|
Identitetsnøgle og brugerrejse (Godkendt i TAU november 2026) |
OBS: Varme- og vand-DUG’ens anbefalinger henviser begge til TAU-leverancerne

