Tilmelding til interviews om interesse i realtidsdata direkte fra elmålere

Publiceret 07-01-2026

Forbedret adgang til realtidsdata direkte fra elmåleren? FDP inviterer markedsaktører til interview om løsningsforslag og use cases

For at understøtte FDP’s målsætninger om øget fleksibilitet i energisystemet og nem adgang for borgere og virksomheder til egne målerdata i realtid, arbejdes der under dataudviklingsgruppen for el (el-DUG’en) pt. på en anbefaling til klima-, energi- og forsyningsministeren om en harmoniseret og automatiseret proces for aktivering af direkte adgang (port) til egen elmåler.

Leverancen er særligt relevant for markedsaktører, som ønsker at udvikle softwareprodukter og services, der fx omfatter tydeliggørelse af forbrug i realtid og/eller mulighed for at styre relevante enheder ift. prissignaler eller som del af system- og balanceydelser.

Slutbrugere har i dag ret til at tilkoble eksterne enheder til deres elmåler og løbende udtage forbrugsrelevante data efter åbne standarder. Status quo er dog præget af stor variation i den danske målerparks tekniske muligheder for at tilgå data direkte (som følge af bl.a. forskellige porttyper), uensartede processer på tværs af netvirksomheder for aktivering og eventuel udlevering af krypteringsnøgler, som er nødvendige for at aktivere adgangen til data, samt begrænset adgang til information om målerens kapabiliteter og datakonfiguration. Dette skaber væsentlige barrierer for markedsaktører ift. at udvikle og udrulle digitale produkter og services baseret på realtidsdata.

Arbejdssporet planlægger at afholde interviews i januar måned for at kvalitetssikre anbefalingens løsningsforslag og tydeliggøre værdiskabelsen gennem en samling af use cases.

Er du/din virksomhed kommercielt interesseret i realtidsdata direkte fra elmålere (ikke de historiske afregningsdata via ElOverblik/DataHub)? Har du en holdning til processen for tilkobling at eksterne enheder (via P1-port, Green Power Denmarks danske branchestandard for ekstern port, original H1-port, HAN-port, fabrikant-specifikt modul fx MEP, ell. lignende) og kan du afse 1-2 timer til et interview om emnet?

Så send en mail med dit navn, organisation, og interessetilkendegivelse via mail til fdp@ens.dk.

Gerne hurtigst muligt og senest d. 15. januar.

Når vi har et overblik over interessen, vender vi tilbage. Der vil være mulighed for at bidrage både mundtligt (via onlinemøde) og/eller skriftligt.

KONSTANT er tovholder for arbejdssporet, som består af medlemmer fra Cerius-Radius, TREFOR, IMMEO, Danske ShoppingCentre, Monta og Energistyrelsen.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Stig Kjeldsen, tlf. +45 33 95 12 30, e-mail stkj@ens.dk.

Mvh FDP’s sekretariat