Workshoppen blev gennemført som en del af Forsyningsdigitaliseringsprogrammets arbejdsprogram i el-dataudviklingsgruppen. Formålet var at afdække hvilke datatyper, der har størst samfundsværdi og finde frem til de datasæt, der bedst kan understøtte udviklingen af elmarkedet og den grønne omstilling.
Workshoppen startede med en introduktion og gennemgang af de datasæt, som allerede nu er frisatte. Deltagerne deltog herefter i en interaktiv "rundt i rummet"-session, hvor de ved hjælp af oversigter over potentielle datatyper diskuterede og prioriterede datasæt og datatyper baseret på samfundsværdi. De 8 datasæt inkl. en retningslinje ang. frisættelse, som blev vurderet til at have stor samfundsværdi, er præsenteret herunder.
- Elbiler og elvarme koblet på 20/0,4 kV transformerstation samt tilgængeligt forbrug
- Kobling af forbrugs- og produktionsdata med infrastrukturdata
- Informationer om nettets udbygning
- Indsigt i hvilke installationer, der er tilsluttet den enkelte transformerstation
- For hver adresse: Tilhørende 10/0,4 station, andre adresser knyttet til stationen samt belastning på stationen
- Leveringsomfanget/rettigheder for en gældende husstand
- Forbrug ’bag’ måleren
- Fokus på mapning til grunddata i den fysiske verden ifm. frisættelse af eldata (retningslinje)
Med input fra deltagerne blev ovenstående 8 datasæt udvalgt til yderligere afdækning omkring muligheden for frisættelse. På bagkant af afdækningen udvælges nogle få datasæt, som skal nu danne grundlag for de videre case-analyser og slutteligt anbefalinger til frisættelse af øvrig eldata. Anbefalinger vil blive båret ind i FDP’s partnerskab i løbet af 2026.
Både dataanvendere og dataejere gav positive tilbagemeldinger på workshoppen, og mange udtrykte interesse for at følge de videre skridt i el-DUG spor 4-gruppen. Energistyrelsen og N1 retter en stor tak til alle deltagere for deres engagement og bidrag til dagens vellykkede event.
Du kan læse om baggrunden for arbejdet med frisættelsen og de allerede frisatte datasæt på Energistyrelsens hjemmeside.